Reparation af stueure, bornholmerure og standure
Har dit stueur stået stille i mange år?
Et gammelt stueur er ofte meget mere end et ur.
Det er en del af familiens historie og har måske fulgt generationer gennem livet.
Mange mekaniske stueure, som har stået stille i årevis, kan med den rette faglige behandling bringes til at gå igen.
Hos os bliver hvert ur behandlet med respekt for både håndværket og historien bag.
Et håndværk gennem generationer
Urmagerfaget har været en del af vores familie gennem generationer. Historien begyndte i 60'erne, da Johnnys far kom til Klokken i Fredericia som urmager. Senere overtog han butikken og førte håndværket videre.
Johnny blev udlært som urmager i 1998 og har siden arbejdet med reparation og service af mekaniske ure. I mere end 25 år har han hjulpet kunder med at bevare ure, der har stor personlig og familiemæssig værdi.
I dag tilbyder vi igen reparation af stueure, bornholmerure og standure – med respekt for det traditionelle urmagerhåndværk og den historie, hvert enkelt ur bærer med sig.
Sådan foregår en reparation
Det er nemt at komme i gang. Send os gerne et par billeder af uret eller kontakt os for en uforpligtende snak. Ud fra billederne kan vi ofte give en indledende vurdering.
Når vi har undersøgt uret nærmere, modtager du et tilbud. Vi går først i gang med reparationen, når du har godkendt tilbuddet.
Du ved derfor altid, hvad reparationen omfatter, og hvad den koster, inden arbejdet begynder.
Vi reparerer de fleste mekaniske stueure
Vi reparerer blandt andet bornholmerure, standure, vægure, kaminure og andre mekaniske stueure.
Hvert ur er unikt, og derfor vurderer vi altid den enkelte opgave, inden vi går i gang. Uanset om uret har stået stille i mange år eller blot trænger til et serviceeftersyn, er du velkommen til at kontakte os.